Young gun cup i Ho Bugt Sejlklub

 

Lørdag d. 24/8 var sidste mulighed for klubbens unge windsurfere for at prøve kræfter med kapsejlads i denne sæson hvis det skulle ske på jysk grund. Den sidste jyske afdeling i young gun cup serien skulle afvikles i lokalt fravand. Vi havde store forventninger til stævnet og havde planlagt ud fra at det ville være 15 – 20 deltagere. Desværre svigtede deltagerne fra de øvrige klubber, den eneste der kom udefra var Niklas Lillelund fra Århus. Så sammen med vores egne 7 deltagere var det et lille felt der stillede til start.

I ugen op til stævnet lød vejrmeldingerne på næsten ingen vind, og den vind der kunne komme ville være fra øst, ikke specielt lovende. Heldigvis kom der vind, og rigeligt af den, fra ØSØ hvilket var brugbart. Så gjorde det mindre at undertegnede havde læst helt forkert i tidevandstabellen og det derfor var lavvandet omkring middag. Forholdene var rigtigt gode, med helt fladt vand, solskin og det var 22 grader.

Da banen var lagt rigtigt blev der holdt skippermøde, hvorefter surferne gik på vandet for at få trimmet udstyret inden start.

Sædvanen tro blev der surfet i tre rækker. I A-rækken deltog Laura, Alexander og Mads, I B-rækken var det igen Emil og Jonas der kæmpede mod hinanden mens C-rækken havde deltagelse af Niklas, Anders og Benjamin.

                                                                         

IK4A1562.jpg
På vej til start.
IK4A2094.jpg
Startproceduren er i gang og der ventes…..

IK4A1836.jpg 
Mærkerunding

I løbet af formiddagen blev der sejlet tre sejladser. I A-rækken snuppede Alexander to sejre mens Laura tag den sidste. I B-rækken tog Jonas sejren i alle tre sejladser mens Niklas fik to og Benjamin en sejr i C-rækken. Der blev ikke givet ved dørene i nogle af rækkerne, derfor var tilskuerne på land vidner til mange små og store dueller i løbet af formiddagen.

IK4A2105.jpg
Fart over feltet.

IK4A2083.jpg
En kort pause mellem to sejladser

 

Som sagt havde vi håbet på flere deltagere end vi fik, men det betød bare at der var rigeligt med frokost til alle, både surfere, hjælpere, forældre, søskende og tilskuere. Anders’s forældre havde lavet lasagne til en mindre hærJ. Frokosten blev nydt foran Magasinet i fuld sol.

IMG_9663.JPG
Så er der dækket op og serveringen er i fuld gang.

Efter en velfortjent frokostpause hvor der blev spist godt af både lasagne og kage var alle klar til eftermiddagens sejladser.

Surferne gik på vandet, klar til start men da vinden var drejet lidt måtte banen justeres inden sejladserne kunne sættes i gang. Allerede under den først sejlads viste det sig at forholdene var betydeligt sværere end om formiddagen. Tidevandet var vendt og den indadgående strøm var ret stærk. Missede man en vending eller røg en tur i baljen drev man hurtigt væk. De fleste havde problemer med at holde kursen, og efter to sejladser valgte dommerbåden at afblæse resten af stævnet.

I A-rækken snuppede Laura sejren i begge sejladser, Jonas viste sig igen lidt for stærk for Emil og tog begge sejre i B-rækken, mens Niklas hentede to sejre i C-rækken.

IK4A2143.jpg
Anders på vej ind, Benjamin på vej ud.
IK4A2157.jpg
Emil kæmper for at holde Niklas bag sig…

 

Da alle var kommet på land, havde fået rigget af var det tid til præmieoverrækkelse. Da deltagerne havde fordelt sig ligeligt i de tre rækker var der præmier til alle. Spændingen bestod derfor mest i hvordan man var blevet placeret og hvor stor pokal man ville få med hjem. Den endelige optælling af placeringerne i de fem sejladser gav følgende resultater:

A-rækken blev vundet af Laura, Alexander blev nummer 2 mens Mads endte som treer.

B-rækken blev vundet af Jonas foran Emil og

C-rækken blev vundet af Niklas, Benjamin blev nummer to mens Anders blev treer.

 

IMG_9687.JPG   
Der ventede de unge surfere et fyldt og spændende præmiebord.

 

         YGC HBS 002.JPG
De glade surfere med deres præmier.

Efter en lang og dejlig surfdag manglede bare oprydningen.

Dagen var ikke blevet så vellykket uden hjælp og opbakning fra forældre, trænerne i surfafdelingen og ikke mindst vores præmiesponsorer: Westwind Syd, Westwind Bork, Westwind Nord, Intersurf, Windsport, Blue Water Shipping og Stryns Isbar.

En stor tak for hjælpen og opbakningen til alle!

Lars