|
Kapsejladsmøde i klubhuset onsdag den 7. oktober 2009 kl 19:00 Her er et kort referat af aftens drøftelser: Vi spurgte først, hvilke positive ting der var værd at fremhæve. 1. Der var gennemført mange sejladser i sæsonen også selv om det blæste. 2. Distancesejladserne var gode, her kunne man bedre måle sin bådfart og sjovt med spilerstart. Det er passende at der er 2 sejladser om foråret og 2 om efteråret der er alternative, der kom forslag til hvorledes man kunne holde bådene mere samlet. Ved f.eks. at dele sejladsen op i etaper. Vi talte også om at det ikke var korrekt at sejle ud i Grådyb hvis der kunne opstå farlige situationer. 3. Besætningerne var blevet bedre til at overholde deres vigepligter, i det hele taget var niveauet for kendskab til kapsejladsreglerne højnet. Og vi aftalte at til næste år reduceres en 720 graders straf til en 360 graders, nærmere herom til forårets opstartsmøder. Vi spurgte så om, hvad vi kunne gøre bedre. 4. Banerne måtte godt være mere fleksible, og vi vil godt sejle lidt længere ud til banerne hvis vi kan undgå for meget grundstødning. Vagn ville skaffe 2 bøjer mere så vi har 5 faste i alt. Disse lægges dem ud med GPS så de kan tegnes ind på et kort, bøjerne får numre så kommunikationen om banen blive mere entydig. Vi undersøger området nord og syd for "Langli kalv", den lille tange mellem bådpladsen og Langli, her skulle der efter sigende være lidt mere plads, især ved lavvande. De geografiske forhold indbyder til at vi engang imellem bør lave OpNed baner (pølsebaner), dette skal så kommunikeres fra dommerbåden med et flag. Mere herom til foråret. Ivan klagede i øvrigt over at flagene sidder for tæt og kan være vanskelige at se. Han har selvfølgelig selv tilbudt at afhjælpe dette med assistance fra Jens, super med lidt initiativ. Der blev ønsket at vi ved et forårsmøde kunne gennemgå dommertjansen med overskriften, "Hvordan lægger man egentlig en god bane". 5. Sejlads i blæsevejr, skal de tælle eller skal vi have en øvre grænse, der var forskellige forslag en var at dele bådene op i 2 grupper, under 10 m/s og over 10 m/s, det blev hurtigt opgivet. En løsning kunne være at få 3 fratrækker på en sæson, og at der skal deltage mindst 3 både før en sejlads gælder. En forslog at der skulle være andre præmier, en for deltaget i flest sejladser, måske det var den vej man skulle gå, som f.eks. Tour d. France forskellige trøjer. Vi var rimeligt enige om at grænse går ved 14 m/s som også er den grænse der tæller ved mesterskaberne (DM og VM). 6. Vi diskuterede om det var givtigt at bytte rundt på besætningerne, for at lære af hinanden, og dermed højne hele standarden i Ho Bugt Sejlklub, der var noget med "Hvordan fordeler vi så pointene", Finn Bojsen har et forslag der går ud på at der sejles et par sejladser uden for konkurrence disse tæller ikke med i det samlede regnskab, de er at betragte som øvelsessejladser hvor man kan prøve noget nyt af. Jeg synes det er værd at overveje hvorledes vi kan udvikle hinandens færdigheder, tænk lige over den, og kom gerne med ideer. 7. Nyt blod i sejlklubben. Sejlerskolen producerer nye sejlere og fra næste sæson udvider vi den til at køre også om tirsdagen hvor vi forventer at kunne lokke nogle optimist forældre ned i en WayFarer eller HobieCat. Disse personer skulle vi gerne møde som konkurrenter på kapsejladsbanen. Vi blev enige om at vi alle har et "ansvar" til at sluse nye (kap)sejlere ind i klubben, det kan være ved at være fleksibel og hjælpe til med at skaffe plads til alle nye interesserede sejlere. Og tusind tak for det fine fremmøde og den gode og konstruktive dialog På Kapsejladsudvalgets vegne Herunder et par klip fra aftenens møde i HBS klubhuset. |