HO BUGT SEJLKLUB


Sådan passer jeg min klubjolle

Når du lejer en klubjolle er det vigtigt at du passer godt på den. Klubjollerne skal holde i mange år, og den der skal leje den efter dig, vil også gerne sejle i en pæn og god jolle. Derfor er her en kort gennemgang af hvordan du passer din klubjolle:

Før hver sejlads:

Når du rigger jollen til skal du se efter om alle dele på jollen er i orden, og i det hel taget være opmærksom på om der er skader. Hvis der er noget galt med jollen fortæller du det til en af trænerne eller en af ungdomslederne.

Pust luft i opdriftsmidlerne, så de er helt fyldte. Pas på ikke puste for meget luft i, da de derved nemt ødelægges. Husk mastesikringssnoren først må bindes, og skødet gøres fast lige inden du sejler ud.

Efter hver sejlads:

Når du kommer ind skal du huske at løse mastesikringen og skødet. Når jollen kommer på land, skyller du sejlet, mast, ror og svær. Jollen skylles udvendigt og indvendigt. Er der kommet snavs på jollen , som du ikke kan fjerne med vand alene , vaskes jollen med sæbevand.

Husk også at se jollen efter, så småskader og manglende dele kan ordnes inden næste træningsaften.

Hvis jollen har været væltet er det vigtigt at masten skylles grundigt indvendigt ved sprydsystemet, da der ellers sker kraftig korrosion og masten brækker.

I løbet af sæsonen:

I løbet af sommeren, skal du 2 – 3 gange vaske jollen grundigt med sæbevand indvendigt og udvendigt. Når er jollen er ren og tør vokses og poleres den. Dette gør at jollen er mindre modtagelig for snavs, og derfor holder sig pænere og sejler hurtigere.

Jollen skal med til stævne:

Sørg for at alt er i orden og at alle dele kommer med. I sejlskuret er der poser til rig, ror og svær. Sejlet må ikke rulles sammen hvis det er vådt. Hvis jollen skal pakkes efter en træningsaften, kan du undlade at skylle sejlet efter sejlads, hvis det ikke har været i saltvand

Hvis der sker skader på jollen:

Hvis der sker skader på jollen eller dens udstyr skal du straks give besked til en af trænerne eller den materialeansvarlige. Husk på at det ikke kan undgås at  der komme skader på materiellet, også selv om man passer godt på det. Hvis skaden ikke er sket ved skødesløshed eller med vilje, er der ingen der vil bebrejde dig for det.

Forårsklargøring:

Når du får jollen udleveret, skal du kontrollere at alt er til stede og i orden. Jollen vaskes med sæbevand indvendigt og udvendigt. Når jollen er ren og tør, vokses og poleres den.

Efterårsklargøring:

Når du afleverer jollen ved slutning af sæsonen, skal den være i samme stand som du modtog den i foråret. Sejlet skal skylles grundigt.  Ror, svær, mast, bom og sprydstage skylles grundigt. Jollen vaskes grundigt med sæbevand indvendigt og udvendigt.

april 2009