Duelighedsprøve i HB sejlklub

Ho Bugt Sejlklub har nu i sin uddannelsesektion fejret den første store succes, dimissionen af 6 kandidater, som alle bestod duelighedsprøven!

Undervisningen har stået på i flere sæsoner med vores dygtige lærere, Bjarne Lindquist og Lars Hjort. Ikke mindst deres farverige oplevelser til søs har sat sit præg på undervisningen, der naturligvis gik langt ud over bogen.

Stoffet omfatter navigation, sikkerhed til søs, søvejsregler og meget mere. Ikke mindst har vi dyrket de forskellige skibslys og signalfigurer. Enhver af os kan svare på hvilke signaler en minestryger har, dag som nat (vi har dog heldigvis ikke mødt en, endnu), og vi er specialister i grundstødte uddybningsfartøjer, der er hæmmet af dybgang og med begrænset manøvreevne – og skal passeres om styrbord. Hvem kan sådan ellers lige svare på det? Og hvordan mon så tågesignalet er?

Til skriftlig eksamen sad vi komfortabelt i  Rambøls fine lokaler ved havnen. Vi førte med overlegen sikkerhed en lille motorbåd fra Århus til Grenå, midt om natten, med afdrift og strøm, misvisning og deviation og mærkelige fyrsignaler. Censor er den hyggelige Leif Mikkelsen, lun og af skipper-typen. Han fandt hurtigt ud af, at vi alle er 'kludesejlere'.

Men ét er søkort at forstå, noget andet skib at føre. Den praktiske prøve fandt sted  i Esbjerg havn,  klokke 7.30 lørdag morgen – Leif Mikkelsen testede morgendueligheden!  I klubbens lille motorbåd  tøffede vi rundt, samlede en overbordfalden kludedukke op, sejlede 'i mærke', dvs. i ret linje i forhold til to punkter på land. Da båden nærmest føles som en motorcykel på en skøjtebane er det faktisk ikke helt let. Det er heller ikke nogen smal sag at lægge til ved broen, for når motoren ikke trækker,  kan man slet ikke styre.

Nå, vi bestod sejladsen, og vi bandt også nogle knob. Leif lærte os lige i forbifarten endnu en måde at binde pælestik på (den 7. variation!) samt et elegant dobbelt halvstik bundet med én hånd! Gud ved, om nogen kan huske det!

Vi har haft et ualmindelig dejligt forløb, oplysende, hyggeligt og fornøjeligt. Det hele blev afsluttet med en gedigen frokost i klubhuset.

W 7131 Jørgen

 

På billedet ses Karsten, (-eller Jørgen på det andet billede), Admiral Hjort, Admiral Lindquist, Niels, Finn og Karin. Lasse kunne desværre ikke komme til frokosten.