HO BUGT SEJLKLUB

Fanø Rundt aug. 2007

Den blå stiplede linie fra Hjerting, vest om Fanø og tilbage til Hjerting angiver ruten.
Udmålt til 34 sm.

At sejle er at leve!

Beretning fra sejlerelev om Fanø rundt den 11.8 07

Efter at have været under kyndig vejledning et stykke tid på sejlerskolen – var tiden kommet for den ultimative udfordring som sejlerelev – ganske frivilligt, at udforske vandene uden for Ho bugt i en Wayfarer. Startskuddet til Fanø rundt lød kl. 8.00 og jeg havde allieret mig med Thomas som skipper. Morgenfriske og glade var vi lørdag morgen på jollepladsen – 10 deltagere og 5 både drog af sted kl. 8.15. Vejret kunne vi ikke klage over, om end der ingen sol var..

Fanø rundt – tænkte jeg da jeg skulle af sted… det må kunne overstås på 4-5 timer.. Som tilflytter til Esbjerg og manglende viden om bl.a. øens størrelse blev jeg overrasket over hvor lang øen egentlig var.. Og Nordsøens kæmpe brændinger gjorde ikke øens længde mindre.. Da vi først var kommet fri af bugtens rare vand og Skallingens kærlige læ fik jeg for alvor adrenalinen at mærke i kroppen..Nordsøen.. dette lumske og uindbydende vand slog den ene store bølge efter den anden… Vi sejlede på læns hele vejen til Sønderho og Yellow Submarine rullede fra side til side.. jeg sad og tænkte.. ” nu håber jeg godt nok ikke at vi kæntrer..” Bare det at skulle lave vendinger gav mig et adrenalinkick.. klamrende sad jeg på toften og holdte ved så knoerne var helt hvide.. Jeg spurgte af og til Skipper om hvordan han synes det gik og hver gang blev jeg mødt af et smilende ansigt der sagde alt… Der var fuldstændig kontrol over Yellow.. og til stadighed konstaterede jeg hvor lang Fanø egentlig var… Den vil ingen ende tage…Alt i mens jeg sad der og spekulerede over min enorme respekt for ”vesterhavet” sagde skipper pludselig ” det går galt det dér” og jeg kiggede ud under sejlet… Åh nej en af vores både var kæntret.. Jeg så bare en i vandet og en på sværdet og tænkte ”godt det ikke er mig det der..” Men vores venner havde heldigvis situationen godt under kontrol og klarede skærene uden de store mén.. De var stadig med.. Da vi langt om længe kom fri af brændingerne på vej mod Sønderho, hvor frokosten skulle indtages, var der tid til at nyde de mange ”solbadende” sæler rundt omkring på sandbankerne. Hvis HC. Andersen havde været Fanø rundt i en Wayfarer ville han have skrevet ”at sejle er at leve” Tænk at få så helt fantastiske naturoplevelser på første parket og så oven i købet med en vis spænding indlagt i programmet. Stiv af skræk over Nordsøens faretruende vande samtidig med en barnagtig glæde over at se sæler her og der..(ja jeg er jo østjyde…:-) Vi ankom til Sønderho omkring kl. 12.30 og ankrede bådene op, vandrede op i klitterne til en hyggelig og velfortjent frokostpause. Alle ville vide hvad der egentlig gik galt da de kæntrede.. Snakken gik og midt i det hele fik vi besøg af en fra klubben der lige ville sige hej nu hvor han alligevel var på øen.

Vi kunne ikke hygge ret længe til frokost hvis vi ellers ville nå tørstøvlet ud til bådene.. vandet steg og det gik bare hurtigt..  Af sted fra Sønderho - vinden var god og der ventede os en lang tur hjem til jollepladsen på kryds..Jeg synes bestemt det blæste meget når vi kom fri af land, (ja det føltes som orkan) og Yellow Submarine krængede en del – endnu engang kørte adrenalinen rundt i kroppen.. bliver hun nu oven vande? Og så kom jeg ellers i gang med at ”træne vendinger”. Som gast skal man selvfølgelig kunne vende – hurtigt og smidigt..Og det troede jeg at man kunne gøre glidende i ”granny-stil hen over toften med enden og ansigtet mod stævnen… Men nej, jeg blev hurtigt klogere.. Sejlskolen gik i gang med skipper som lærer..”Klar vende” ”klar” ”så vender vi” igen og igen og igen.. I begyndelsen af min sejlerkarriere havde jeg tit overvejet hvad gastens rolle egentlig var… Det må jo selvfølgelig være at styre forsejlet, og hvor svært kunne det lige være? Det er faktisk svært og kræver øvelse. Efter at have været Fanø rundt – er jeg blevet enig med mig selv om at der også følger en anden og ret betydningsfuld rolle med i gastarbejdet.. nemlig det at tage alt vandet på kryds og skærme godt af for skipper så han ikke bliver våd..

Vandet bare skyllede og skyllede ind over mig – alt i mens min skipper sad smilende, tryg og lun bag mig uden så meget som antydning af en dråbe på sejlertøjet..

Vestkraft var forude.. jeg synes bare ikke rigtig at vi nærmede os..at vi flyttede os ud af stedet.. Vestkraft lå bare der med sin store skorsten og grinede ondskabsfuldt til mig..som om den sagde ”ha i når aldrig over til mig” Jeg var da heldigvis holdt op med at spekulere på om Yellow nu ville leve op til sit navn eller holde sig oven vande. Som turen skred frem blev jeg mere og mere dus med hende, jeg synes bare hun var skøn at sejle i og jeg undskyldte mange gange overfor hende at jeg havde kaldt hende og hendes søskende for en ”farmor-jolle” den første dag jeg så den. Jeg synes bestemt ikke at hun viste tegn på gebis og gangstav – hun bare gled yndefuldt hen over vandet så sælerne slet ikke kunne lade være med at kigge op fra vandet..og et par gange på halvvinde gav hun den fuld gas..til stor begejstring for den fartglade gast..Men min glæde over Yellow og skippers håndtering af hende afløstes efterhånden af den udmattelse der var resultatet af den hårde kryds. Jeg var våd, og træt.. kunne mærke kræfterne forsvinde lige så stille.. og skipper blev ved med sit ”klar vende”. Ærgerligt at man ikke bare en gang kunne trodse ham og sige ”næ, jeg gider ikke at vende mere” Men jeg tænkte at det var bedst at adlyde for ”klar vende” var trods alt vejen hjem til jollepladsen.

Heldigvis blev Vestkraft faktisk større og større og vi nåede indsejlingen til færgehavnen, hvor DFDS Tor Line sammen med Fanø-færgerne hilste på os.. Jeg håbede på at der var nogen der så os sejle forbi – men omvendt var jeg bange for at de ville forveksle os med nogle tossede tyskere og sammenligne os med dem der padler ud på en luftmadras i vesterhavet.. ”Det er kun tyskere der sejler ud i en jolle når det blæser så meget” Den tanke ville jeg nok selv have tænkt hvis det var mig der så 5 Wayfarer i sådanne bølger. Nu skal det retfærdighedsvist lige tilføjes, at som den vårhare jeg er som sejler, er bølgerne jo langt større end for en erfaren sejler – og 10 m/s føles naturligvis som orkan…

Endelig dukkede de ”hvide mænd” op i synsfeltet og jeg tænkte ”yes nu er vi snart tilbage i vante farvande..” Min interesse for de 4 hvide mænd har aldrig været særlig stor men lige netop på det tidspunkt hvor jeg så dem, tænkte jeg ”hvor er de vel nok helt igennem smukke”. Vi kom ind i bugten og regnede med ”at nu skulle den bare sejles hjem” men dramatikken var endnu ikke forbi.. en båd til kæntrede.. Pludselig kunne jeg kun tælle 4 både og vi måtte se i øjnene at et par venner ufrivilligt var taget på svømmetur i bugten. Heldigvis klarede de også skærene og kom sikkert i havn. Skipper og jeg landende på rampen kl. 17.30 og for første gang som sejler var jeg ikke ked af at skulle i land.. Jeg var træt som et alderdomshjem og længtes efter et varmt bad samt en blød sofa.. Turen var en kæmpe oplevelse og jeg håber, at jeg en dag selv ville kunne tage en sejlerelev med rundt.. Vil man lære at sejle er det sådan en tur man skal på. Tænk at lære at sejle samtidig med at man ser på sæler og nyder den smukke natur… det er da livet.. På falderebet skal der lyde en tak til skipper fordi han ikke sendte os på svømmetur.. og så til sidst vil jeg tilføje at sådan en tur bestemt ikke er for landkrabberJ   

W-hilsen (ja jeg har efterhånden lært Wayfarersejlernes tegn at kende..men undskylder hvis der i beretningen er fejl og mangler i både tid, sted og sejlersprog)     

Gitte

Fanø Rundt 2007

Der var annonceret og aftalt en tur Fanø rundt d. 11. august og kl. 7.45 var besætninger til 5 joller mødt op. Himlen var dækket af skyer, der udgjorde ozon-beskyttelsen og vinden frisk fra en perfekt retning - NNV. Ebbe og Ole - der er ny Wayfarersejler - sejlede i Kryds og Tværs. Bjarme og Bruno sejlede i Den Grønne. Vagn og Finn sejlede i Any Way. Thomas og Gitte var besætning i Yellow Submarine og endelig Niels og undertegnede i MedWind.

Det blev til afgang fra Hjerting kl. 8.30. Vinden var frisk ca. 10 m/sek, så det gik hurtigt, da den lille armada var samlet på vandet og for fulde sejl ud af Hjerting Løb og Grådyb. Den Grønne satte hurtigt spiler, men det undlod de øvrige både. Den Grønne lagde sig hurtigt i front og vi andre kom så efter. På halvvind ud af Grådyb smagte vi lidt på Nordsøens salte vand og fik masser af skumsprøjt i håret. Vi skulle uden om Søren Jessens Sand, men Den Grønne fandt en smutvej kaldet Hamborg Dyb og skar adskillige sømil af på den måde. Der var heldigvis ikke tale om en kapsejlads, men som Bjarne så tankevækkende havde sagt: ”Fordi man sejler tur-sejlads behøver man jo ikke sejle langsomt”. Som sagt så gjort. Vi fik nogle herlige planeture.

Vi passerede Danland og Fanø Bad og det gik fint ned langs Fanøs vestkyst forbi Rindby og hvad navnene ellers er på den side af øen. Ud for Rindby stak Kryds og Tværs bommen i en bølge og udsatte besætningen for en pirouette, hvor Ole fik sin første dukkert fra en Wayfarer. Ebbe er jo altid god for lidt ekstra underholdning. Med alle vi andre kredsende omkring kom jollen hurtig på ret køl igen. Det var lidt strabadserende, men efter lænsning og klaren op gik det atter sydpå. Vi sejlede ned til Bøjen ved Fanøs Sydspids og drejede ind ad renden mod Sønderho. Det blev en lidt hektisk affære og da vi kiggede bagud fra vor jolle kunne vi se, at vi var gået lige gennem brændingen. Vi talte om, at det var godt vi ikke skulle modsatte vej ud ad.

Vi kom til Sønderho omkring kl. 11. Ved Sønderho skulle vi have en hurtig frokost, og mens vi andre traskede op til en klit for at få læ, sejlede Den Grønne en tur ad det snoede løb in mod byen Sønderho. Vi andre så godt, at de ikke nåede helt derind.

Vi lettede igen og stak øst over mod renderne, der kunne lede op mod Esbjerg og derfra hjem til Hjerting. Det blev til nogle lange kryds, og der var vand nok til det, men det kunne knibe lidt med orienteringen, hvis man ikke var koncentreret og jeg var i alt fald glad for at have andre både at følges med.

Godt mørbankede passerede vi Esbjerg og kunne atter se de bøjer vi havde passeret for 7 timer siden og stikke kursen mod Hjerting.

Under den sidste vending ud for Langli - lige inden vi skulle have sidste ben over til sejlklubben - kom den lidt lange rorpindsforlænger ind under min jakke og ødelagde manøvren. Slæk i storsejlet, MedWind i forsejlet ingen fart i båden etc. gjorde, at vi nok så nydeligt lagde os på siden som den anden væltebåd den dag. Ebbe og Ole kom ud og superviserede os. De vidste jo hvad det drejede sig om

Men godt våde og lidt slukørede komme vi endeligt ind til Hjerting. En bøjet mast og en masse erfaring rigere.

Som så ofte før vendte vi alle gladere hjem fra en herlig tur, selvom vi var godt ømme i kroppen 

Gunnar
W3364 HaWbard

foto: Bjarne Lindquist

foto: Ivan Lassen